Live Music Odense

EMMA ACS + HELEN MONEY

En aften med dystre toner!

Emma Acs har med sin ep While I Shoot From My Fortress of Delusions fra 2020 skabt sit mørkeste og mest eksperimenterende værk indtil videre. Her forener den danske sangskriver på unik vis sine rødder i rockmusikken med kaotiske og elektroniske eksperimenter.

På ep’en finder hun især inspiration i den vrede og aggression, der ofte sammenkobles med hiphop og elektronisk musik. Det lyriske univers refererer til middelalderlige temaer som heksejagt, mens det musikalske univers består af både distortede rock-saxofoner, strygerarrangementer og trap-referencer.

Den klassisk-trænede cellist og komponist Alison Chesley, bedre kendt under kunstnernavnet Helen Money, drager inspiration fra alt fra Pablo Casals og Shostakovich til Jimi Hendrix og The Minutemen. Helen Money udgav det anmelderroste album Atomic i 2020, hvor alle celloens facetter kommer til udtryk i smukke dobbeltgrebs-harmonier, komplekse teknikker og rytmiske variationer.

Hendes cellospil er at finde på over 150 albums, der strækker sig over diverse genrer som klassisk, punk, indierock og metal. Hun har desuden turneret med artister som Shellac, Sleep og Mono.