Live Music Odense

SIGNE SVENDSEN BAND

SPECIAL GUEST: VILMA

Det er både underholdende og rørende når Signe Svendsen står på scenen. Med en stærk stemme, rammende tekster og sikker hånd, fører hun publikum gennem mange forskellige følelser på en og samme aften!

Uden at have leflet for noget eller nogen har hun album for album lagt alen af personlighed til, og som hun fremstår på hendes seneste album ‘Det Forlyder’, har Signe Svendsen nu kreeret sin egen niche i dansk musik.
På sin særligt lyriske facon løfter hun sløret for voksenlivets længsler og trængsler og tilføjer noget så sjældent som en anelsesfuldhed til sangskrivningen, myldrende fuld af finesse og nuancer.

For Signe Svendsen startede 2020 forrygende; hun modtog Odense Live Prisen og udgav albummet ’Det Forlyder’, der udelukkende modtog 4 og 5 stjernede anmeldelser, men som for alle andre tog året en uventet drejning og alle planer måtte laves om.
Det betyder at hun på hendes bandtour i efteråret, kan præsentere helt nye sange for publikum, udover sangene fra ’Det Forlyder’ og hendes egne favoritter fra bagkataloget.

DET FORLYDER – anmeldercitater:

”Sangene emmer af rytmisk præcision og fører lytteren gennem dagdrømmerier, cigaret-tung tristesse og magi i store mængder”
Kristeligt Dagblad, 5 ud af 6 stjerner

”Eksilfynboen Signe Svendsen bliver bare bedre og bedre. På hendes fjerde soloudspil “Det forlyder” synger hun bedre end nogensinde på en bund af længsel, tvivl og smerte.
Hvis du ikke kender Signe Svendsen første tre solide soloudgivelser, er hendes fjerde “Det forlyder” et optimalt sted at begynde. Det forlyder fremragende.”
Fyens Stiftstidende, 5 ud af 6 stjerner

Signe Svendsen har simpelthen formået at skrive nogle sange, der tekstuelt og kompositorisk drager og giver trang til at lytte og tage ved lære. Især numre som ”Det forlyder”, ”Frosten slipper” og ”Lys ud, lys ind” er raffinerede og nuancerede.
…”og derfor sidder man nu som lytter – betaget, forført, overbevist.”
Gaffa, 4 ud af 6 stjerner

Special Guest: Vilma

Med begge ben på jorden og i et drømmende popunivers, fortæller VILMA med sine dansksprogede sange, historier om mennesker og situationer fra sit eget liv. VILMA er en ny spirende artist, som i sommeren 2020 skabte opmærksomhed med sine ”karantænecovers” hvor hun fortolkede andre danske artisters sange – bl.a. sange af Alberte Winding, Jonah Blacksmith,
Teitur, Annika Aakjær m.fl.

Selvom VILMA skriver om store følelser, er der i musikken gemt en vestjysk charme i både tekst ud udtryk. Nogle gange skal følelserne takles ved at græde og andre gange må man danse sig igennem dem – VILMA formår at give plads til begge dele.

I marts 2021 udgav hun nummeret ”Jeg savner dig bare, det er alt”