Live Music Odense

WRITERS ROUND – VÆRT: MARCUS WINTHER-JOHN

Nashville-konceptet writers round fyres af med et all-Danish line-up. Marcus Winther-John, Mathilde Falch og Nikolaj Christensen!

Engelskfødte Marcus Winther-John startede sin alsidige karriere i musikken som forsanger i rockbandet Inside the Whale. Marcus udgav senere to solo-albums under navnet Winther-John (bl.a. Ugens Uundgåelige ”High On You”), men solokarrieren blev hurtigt overhalet af sangskrivning for andre. Første projekt var Tim Christensens debutalbum ”Secrets on Parade”. Siden da har Marcus været Tims faste skrivemakker og også leveret sange til en lang række hjemlige artister, bl.a. Sanne Salomonsen, Mads Langer, Julie Berthelsen, Christopher, Barbara Moleko, Michael Learns To Rock, Sys Bjerre, Ben & Tan, Erann DD, Holtsø & Wittrock og Peter Belli.

Marcus har også skrevet sange til X-factor (bl.a. vindersangen i 2016), Melodi Grand Prix i Danmark (2.pladsen i 2019, ”League of Light” – Julie & Nina), Sverige (finalist 2020, ”Take A Chance” Robin Bengtsson), Belgien og Andorra (vindersang 2009 med Susanne Georgi) og til film og tv bl.a. the Vampire Diaries, Blinkende Lygter, Julefrokosten, Lego Friends og 67 sange til Disney serien Violetta!

Med andre ord, Marcus er ubetinget en af Danmarks største og mest populære sangskrivere pt.