Live Music Odense

Taralillah | Femi Festival 2021

Artist og producer Taralillah eksperimenterer med det maskuline og feminine i produktioner og i det modige og sære visuelle univers, hvilket afspejler hendes islandske rødder. Idéerne kryber ud af krogene om natten, efter Taralillah er gået i seng – det er dér, flowet starter, og dér, ingen dømmende blikke får lov at kritisere eller stoppe det feministiske oprør – fremtiden er ikke cis, hetero eller mændenes, men Taralillahs.
Taralillahs lyrik og musik har det til fælles, at de pointerer og forvrænger de normative påvirkninger af skønhed og kvindelig dominans. Hun formår at udtrykke frihed i lyrikken ved at skrive eksplicitte tekster, som skubber grænser. Som en del af den musikalske fortælling udfordrer Taralillah sine produktioner til at udtrykke og forstærke styrken, følelserne og vreden.
Hendes sange har en stærk elektronisk blanding af dance-pop, EDM og techno.