Live Music Odense

L.O.C

L.O.C. er brandvarm på sit mest spændende album i ti år!

Hovedsageligt indspillet i Aarhus og med et væld af gæster med unmatched energi primært fra Aarhus V., er albummet en tilbagevenden til den umiddelbare approach, der gennem årene har høstet rapperen horder af fans.

Helt uden opskrifter og dogmer hylder han kulturen og musikken i en koncentreret energiudladning, hvor man som lytter mærker en artist med et euforisk drive. Kanten og den befriende spydighed er 100% intakt, og L.O.C. er mere relevant end nogensinde, samtidig med at han ikke lægger skjul på, at han tilhører den sidste generation af folk, som tør sige noget i hiphop. For som Tupac sagde, så ”finder de alle sammen lige om lidt ud af, at der er mange flere penge i at rappe om damer og biler”.

Et emne er centralt på det nye album – det skal fungere live: ”Det skal indeholde minimum én eller to sange, som virker på en festival om fem år. For man ved først, om noget er et hit om fem år. Jeg er ligeglad med, om det ligger nummer et lige nu, for det hele kommer an på reaktionen, når det bliver spillet live for publikum. Og derfor glæder jeg mig vildt meget til at komme ud at spille næste år, for så finder jeg ud af, hvilke af de nye sange, der kommer til at leve for evigt på live-siden.” – Liam O’Connor

Special Guest: Shooter Gang

Shooter Gang består af rapperne Belly, Tan og Dinero – alle tre fra Trillegården i Aarhus V. Siden debut’en ”Mask På”, som pt har streamet mere end otte millioner gange, har gruppen sat nye standarder for både musikvideoer og gadelyrik. Netop lyrikken og deres visuelle gengivelse af den verden og virkelighed de lever i, har fra begyndelsen sat gruppen i et kontroversielt lys, især i de lokale medier.
Men som Tan siger: ”Da vi voksede op her i Trillegården var der rockerkrig, så vi har set en del gennem årene. Vi bruger al vores tid i studiet, så det holder os fra gaden. Men gaden er en del af vores opvækst, og vi er dermed også et talerør på vegne af gaden.”

Når den maskerede Aarhus V. trio udsender deres debutalbum i foråret ’22, vil den danske hip hop-scene ikke længere være den samme. Debutalbummet er intet mindre end en kæntring for hele etablissementet, og ikke siden Den Gale Pose, L.O.C. og Suspekt for 2 årtier siden forandrede den danske musikscene for altid, har genren kastet et så øredundrende og skelsættende album af sig.
Vær øjenvidne til en sand hip hop-revolution når gruppen besøger Byens Ø i Odense til sommer.