Live Music Odense

THORBJØRN RISAGER & THE BLACK TORNADO + LISA LYSTAM FAMILY BAND (SE)

Thorbjørn Risager & The Black Tornado:

Gennem mere end 1.000 koncerter i 21 forskellige lande har det hårdt swingende ensemble etableret sig som et af de flittigste navne på den danske og europæiske livescene!

De trækker en stribe priser og flotte anmeldelser i deres kølvand. Nu er der også nye sange fra det hårdtarbejdende orkester, der sætter en dyd i at spille smilet frem hos publikum. For det er det, bluesen kan: groove alle livets problemer væk. Det ved frontmanden bedre end de fleste. Og på det kommende album – med den inviterende titel ’Come On In’ – går han i clinch med alt fra egen alder til den politiske virkelighed.

Nogle orkestre brager igennem og fader ud. Andre giver op, hvis gennembruddet ikke straks viser sig. Og så er der dem, for hvem det gælder liv og død at spille og stædigt vinder udbredelse ved at holde standarderne høje år efter år. Thorbjørn Risager & The Black Tornado hører til den sidste gruppe. Stille og roligt – både i Danmark og i udlandet – vokser kendskabet til de eksplosive koncerter, hvor guitar, bas, trommer, orgel og blæsere omkranser Risagers kraftfulde vokal – anmeldere har draget paralleller til både Ray Charles og Joe Cocker.

Lisa Lystam Family Band:

Den svenske bluesstjerne med en kraftfuld stemme og et sublimt mundharpespil kommer med sit band med to af Sveriges dygtigste guitarister, Matte Gustavsson og Fredrik Karlsson. Rytmegruppen består af Johan Sund på bas og Patrick Thelin på trommer. Det er Sveriges bedste unge bluesband, der spiller deres egne tunge og stramme numre krydret med kendte klassikere. Lisa Lystam Band spillede på Jam Days Festival i 2017.