Live Music Odense

efterklang

Hvert forår springer anemonerne (windflowers) ud i en eksplosion af farver i de danske skovbunde. Det er et symbol på håb og forandring, der forsvinder lige så hurtigt som det kommer, som en del af naturens konstante cyklus.
Efterklangs nye album Windflowers er deres sjette i rækken, og deres første udgivelse hos pladeselskabet City Slang. Med Windflowers fortsætter Efterklang deres mangeårige musikalske karriere med endnu et storslået album, som denne gang udspringer af en tid, hvor verden stod mere eller mindre stille. Det resulterede i et nyt album, som bragte medlemmerne Casper Clausen, Rasmus Stolberg og Mads Bauer tættere sammen og som kanaliserer håb og forandring ligesom anemonerne i skovbunden, der har navngivet albummet. På Windflowers er det som om bandet har destilleret og forfinet deres mangeårige ofte eksperimenterende samarbejde til nogle af deres bedste og mest direkte sange hidtil.

Stærk ny kreativ energi
Efterklang har i snart tyve år sat en unik standard for eksperimentel, elektronisk og følelsesfuld kammer-pop. Da verden sidste år pludselig gik i stå besluttede bandet at gå i studiet og lave ny musik. Under en global, men også personlig undtagelsestilstand, fandt Efterklang sammen en stærk ny og kreativ energi, som på mange måder mindede dem om hvordan det hele føltes da de startede bandet. Det var følelsen af at skabe uden nogen stor og vigtig deadline i horisonten og med det ene formål at kreere musik sammen og glæden ved dette. Henover 2020 og 2021 besøgte Efterklang studiet RealFarm på Møn fem gange for at skrive og indspille, og naturens og sæsonernes skiften havde også en positiv effekt på den musikalske proces:

“Du føler alle elementerne meget mere, når du ikke er inde byen. Og det er vigtigt at blive mindet om, at vi er en del af naturen”, fortæller Mads Brauer.

Besøgene på Møn kan man få et glimt af i musikvideoen til singlen “Living Other Lives”, som er filmet på et gammelt håndoptrukket russisk 16mm-kamera af fotografen Søren Lynggaard Andersen.’

Den fornyede energi tager Efterklang med videre, når til november giver koncerter i Musikhuset i Aarhus, Magasinet i Odense, Musikkens Hus i Aalborg og Operaen i København som en del af deres omfattende europaturne.