Live Music Odense

ghost coast choir

Ghost Coast Choir udgav deres selvbetitlede debut-album d. 12. marts 2021 på det danske label ExoPAC.
Musikken er et nyt bud på klassisk kor ved at koble det med nutidig og vital lyrik og ambient elektronik. De æteriske vokalklange bliver manipuleret med samples, guitar pedaler og gamle båndmaskiner i sange der kredser om det personlige og smerten ved at miste. Alt sammen uden at involvere de højere magter.

Ghost Coast Choir bryder således med århundreder gamle traditioner og tager musikken ind i vores samtid, ved at manipulere, dekonstruere og derved skabe et nyt udtryk. Ghost Coast Choir blander det æteriske med det jordnære for at skabe et nyt udtryk med kormusik, som de kalder post-klassisk indie-kor.
De to komponister, Gustav Rasmussen og Thorben Seierø, er centre stage med effektpedaler, båndoptagere, mikrofoner og musikinstrumenter, og rundt om i koncertrummet er sangerne placeret for at indhylle publikum i stemmernes lyd. Videoprojektioner drivende af melankolsk tristesse skaber en stemningsfyldt visuel oplevelse, hvor temaer som sorg, død, ensomhed og forfald bliver poetisk sammenvævet med temaer som begyndelse, liv og glæde.
Mørket og lyset mødes i denne immersive oplevelse for både ører og øjne, hvor publikum kan lade sig flyde med og vende blikket indad i den medrivende og intense musik.