Live Music Odense

soundscape sessions: HIOR CHRONIK (GR/DE)

”Soundscape Sessions” sætter rammen for unikke intime koncertoplevelser på Dexter!

Bands og artister er kurateret specielt hertil og det er meningen at præmissen skal udfordre publikum og samtidig give netop denne musik optimale rammer.
Det er koncerter der kræver fuld opmærksomhed fra publikum. Det er koncerter der præsenteres uden forstyrrende elementer udefra; i et, så vidt muligt, neutralt, lukket, mørkt og lydtæt rum. På den måde får indlevelsen de bedste kår og sanserne pirres optimalt.

Vi nedskalerer ved disse koncerter Dexters kapacitet til 50 gæster. Man skal være på plads inden koncertstart, ellers kommer man ikke ind. Baren er ligeledes lukket under koncerten.
I det omfang det er muligt, vil koncerterne slutte af med en Q/A med artisten eller bandet, hvor gæsterne kan få mulighed for at høre om kunstnerens egne tanker omkring musikken.

Den græsk-fødte, Berlin-baserede producer Hior Chronik laver musik præget af både filmiske og ambiente lydflader og er nøje udvalgt til vores soundscape sessions koncept!

Han bevæger sig i krydsfeltet mellem ambient, drone og neoklassisk og formår at fange sin lytter og kærtegne både ører og sjæl igennem sine smukke lydbilleder. Hans seneste album ’Piano Works’ fra 2020 består af 16 klaverbårne miniaturer tilsat strygere og små elektroniske finesser.

Det er Hior når han er absolut mest intim og minimalistisk og vi glæder os til at præsentere ham i Dexters intime rammer.