Live Music Odense

ICEAGE

Iceage annoncerer deres nye album Seek Shelter, ude fredag d. 7 maj 2021 via Escho og Mexican Summer!

Albummet er bandets femte fuldlængde-udgivelse og den første på pladeselskabet Mexican Summer. I dag kan man så høre anden-singlen “Vendetta” fra den kommende plade, akkompagneret af en video instrueret af Jonas Bang, med Zlatko Burić i hovedrollen. “Vendetta” er opfølgeren til førstesinglen “The Holding Hand”.

Iceage skubber gang på gang til grænserne for, hvordan deres musik kan lyde, og den kommende udgivelse er ingen undtagelse. Elementer af blues og gospel samt bandets nyeste tilføjelse, guitaristen Casper Morilla Fernandez, spiller op ad eksperimenterende produktioner. Det danner ramme for nye udtryk som romantiske Jacques Brel-noter på “Drink Rain”, ubarmhjertige hævntemaer på “Vendetta” og fængslende og tight flirt med en The Clash-lignende funk på “High & Hurt”. Seek Shelter er produceret i samarbejde med den legendariske producer Sonic Boom (Peter Kember fra Spacemen 3) samt bandets faste partner Nis Bysted.

Albummet er mixet af Shawn Everett (HAIM, The Killers, Vampire Weekend, The War On Drugs), som formår at bringe de mange facetter sammen til et nyt, samlet punkt for det københavnske band, der allerede vækker genklang overalt i verden.