Live Music Odense

MUDMUSIC

David Mølhede & Rundt Omkring: Nyt dansksproget rocknavn, der udspringer af det farverige undergrunds-musikmiljø i Svendborg. Bandet blev dannet i august 2017 med medlemmer fra Nordjylland, Fanø og Svendborg. Heraf navnet Rundt Omkring. “David Mølhede & Rundt Omkring” består af David Mølhede på vokal & guitar, Gustav Lerche på lead-guitar. Rytmesektionen består af de to dygtige musikere Lui Exner på bas & kor, samt Jacob Kaae på trommer.

Fanny Wree: Skriver og producerer mørk elektronisk pop, der agerer lydbillede til kølige og klare vinternætter. Klubbede beats pulserer side om side med arpeggiators og dyb sub bas, og indimellem finder man små detaljer, såsom glitch lyde eller manipulerede vejrtrækninger. Vokalen veksler mellem at være nærværende og distanceret.

Juna: Odenseansk pop-trio, som gerne vil give den moderne pops former flere løse ender. Med kærlighed for det elektriske og den simple melodi dyrker JUNA poppens klicheer uden skam, og bevæger sig frygtløst gennem poppens smukkeste og grimmeste facetter.
JUNA tager dig igennem et energitæt live-set, hvor der er højt til himlen og tæt til scenen. Musikken bliver skabt ud fra en fascination af det gode hook og den berusende følelse af en bas, hvis liv stopper ved 120 hz.
De er et do-it-yourself pop-band med hænderne på rattet fra sangskrivningen til den færdige produktion.

Lara Luna: Lara Luna er et alternativt Pop/Rock-band bestående af fire medlemmer. Forvent forvrængede guitarer, stærke vokaler, poppede omkvæd og bløde, catchy ballader, der på
scenen udfoldes i en energisk- og jordnær performance. Det lyriske univers bevæger sig rundt om kærlighed på godt og ondt – som en universel følelse alle kan relatere til. Dertil sættes der i sangteksterne også ord på de tanker og følelser i den indre tumult, som mennesker går og behandler i stilhed.