Live Music Odense

KARL WILLIAM LIVE 2021

Karl William befinder sig både grounded i den jyske muld og blandt de største artister på den danske musikhimmel. Det er en symbiose af lyriske perler som rammer dig, når den unge artist leverer vellyd og lækre produktioner!

Han vandt indpas på det danske musiklandskab tilbage i 2010, da han diskede op med noget nyt til folk og fæ. Med ydmyghed, musikalsk fingerspitzengefühl og alvorlig god stil er han dygtig bannerfører for en helt ny lyd på den danske musikscene. Karl William er garant for fængende voksenpop og ærlige tekster om livet og ikke mindst den altoverskyggende kærlighed, som forblænder i sin tilstedeværelse – og larmer i sit fravær: ”Jeg skriver altid om kærlighed. På godt og ondt. Jeg skriver både om at elske nogen og ikke elske nogen. Nogle gange er det pakket mere ind end andre, men kærligheden er hele tiden den røde tråd,” forklarer han.

Den aarhusianske frontløber slog initialt sine rødder i musikkollektivet Hukaos, og markerede sig som soloartist med delikatesser som ‘Om Igen’, ‘Samme Vej’, ‘Forfra’ og ‘Blind Igen’. I 2016 modtog han en af dansk musiks største hædersbevisninger, P3 Prisen, og i 2017 slog han sin karakteristiske lyd fast på TV med flotte nyfortolkninger i musikprogrammet ‘Toppen af Poppen’.

Både musikken og Karl William er i fremragende form, og det åbner op for en tur gennem det danske landskab. Lyriske perler, mellow beats og en alvorlig lyst til at samle folket om musikken er en del af den eksklusive pakke, når Karl William inviterer dig ind i sit tilbagelænede lydunivers på sin forårstour i 2021.