Live Music Odense

NYT BLOD #18

GIRLCRUSH/BRIMHEIM/REVEAL PARTY

Kom med når vi åbner dørene til 18. udgave af NYT BLOD.
Denne aften til lyden af queer feminist pop-punk, lofi indierock og shoegaze, midwest-emo og bedroom-pop når Girlcrush, Brimheim og Reveal Party holder hof!

GIRLCRUSH
Queer-feministiske girlcrush skriver tekster om sexisme, emotionel vold, angst, vrede og afmagt. Den 20. november 2020 udgiver bandet deres selvbetitlede debut EP.

Pop-punkerne girlcrush har fundet sammen omkring en fælles vision: at sprænge rammerne for alt fra kønsopfattelse og kropsidealer til seksualitet og kærlighedsrelationer. De siger fra og siger deres mening – og de omfavner deres smerte i det fællesskab, de har med hinanden.

Bandet udgøres af Nat, Andrea og Marie, som for få år siden fandt hinanden gennem et opslag i facebookgruppen ‘Ugidelige Feminister’. Her søgte Nat medlemmer til sit nye projekt med tilhørende disclaimer: “Jeg kan spille lidt guitar og klaver og synger forholdsvis dårligt men det går.”

Selvom ingen for alvor havde spillet et instrument før hoppede Andrea og Marie med på vognen, og på trods af både skepsis og mansplaining fra deres musikinteresserede omgangskreds (for “man kan da ikke kalde sig et band, når man dårligt nok har lært at spille på et instrument”), blev de kort tid efter booket på Roskilde Festival uden at have udgivet noget musik endnu(!).

I deres tekster sætter de fokus på alvorlige emner med både ærlighed og charme, og med tekster der både er vrede og søde; rå og fængende.

Den 20. november er debut EP’en “girlcrush” ude og den 9. oktober udgives singlen ‘I’m Easy’ via W.A.S. Entertainment.

https://www.facebook.com/girlcrushband

BRIMHEIM
Med mørke, flygtige guitarer, naivt programmerede trommemaskiner og en stærk og inderlig vokal kan Brimheim bedst beskrives som det illegitime kærlighedsbarn af Florence Welsh og PJ Harvey – en goth teenager, der lytter til Radiohead og læser Murakami.

Teksterne er fulde af både ængstelse, håb og humor og er centreret om den samme slags eksistentielle sårbarhed, som også kan findes i Mitski og Julia Jacklins musikalske univers.

Bag “Brimheim” finder vi sangerinde og sangskriver Helena Heinesen Rebensdorff, hvis kunstnernavn stammer fra hendes færøske ophav. Den 16. oktober udkommer hendes debut EP “Myself Misspelled”, der på fineste vis rammesætter de indre kampe, som er en del af menneskets identitetsdannelse.

“Emmer af betagende, eller endda lettere makaber melankoli” – SOUNDVENUE
“Relaterbart, catchy indiepop fra en ung kvinde midt i sin kvartlivskrise”- GAFFA
“The illegitimate love child of Florence Welsh and PJ Harvey” – Loud Women
“Velskrevet inderlig indie-rock” – Bands of Tomorrow
“The lyrics are full of anxiety, hope and humor” – Bizarre Magazine
“She’s ready to come out of her cocoon and take flight towards the highest peaks” – Nordik Simit

https://www.facebook.com/brimheimy

REVEAL PARTY
“Reveal Partys ‘You Stole a Year of My Life’ er en mestendels intim ep, hvor de stille, forvrængede guitarfigurer udgør en smuk baggrund for forsanger Emily Holm Nyhuus’ rolige vokal og personlige tekster.” ★★★★★ – Soundvenue
”Sårbar, samfundskritisk debut fra dansk debutant” ★★★★ – Gaffa

Det er gået stærkt siden Reveal Party i Juli måned satte sig selv på landkortet med debutudgivelsen You Stole A Year of My Life der som navnet antyder, er resultatet af en vigtig periode i forsangerinde Emilys liv. Som trans-kvinde oplevede Emily, hvor svært det er at møde omverdenen, når du ikke ligner dit identificerede køn. I 15 måneder måtte hun vente på at få de hormoner, der skulle til, for at hun ikke længere skulle have angstanfald over at miste håret på sit hoved på grund af testosteronen i hendes krop.

Lovprisning fra anmeldere, interview i Go’ Morgen Danmark samt international opmærksom understøtter det faktum at Reveal Party er et af årets mest interessante bands på den danske
musikscene.
“You Stole A Year Of My Life” er en konkret historie – det er ventetiden hos Center for Kønsidentitet for at komme på hormoner. Et år fyldt med depression og afmagt, og som i sidste ende resulterede i selvmordsforsøg. Men EP’en er samtidig en lille musikalsk perle der trækker på referencer fra både shoegaze, midwest emo og bedroom-pop.

https://www.facebook.com/revealpartyonline/