Live Music Odense

mellemblond

To år efter det succesfulde album Guldlokzonen vender Mellemblond tilbage med den akustiske plade Solregn!

Pladen har fået 5 stjerner i Gaffa og tre af singlerne, har fundet vej til Spotify’s playlister og manden bag Mellemblond, Kristoffer Munck Mortensen, har været i radioen og Go’ Morgen Danmark spille sangene live – bl.a. med Kira Skov som synger med på Vildrede og som han netop har været på tour med. Pladen viser en ny side af Mellemblond med et akustisk univers hvor KMM’s roste tekster træder endnu klarere frem, og er blevet til i en tid med lockdown, eftertænksomhed og social afstand.

Albummet indeholder både nyskrevne sange og akustiske versioner af sange fra tidligere plader. Det er blevet til i samarbejde med jazzmusikeren Nils Bo Davidsen, der med undtagelse af et par sange, spiller kontrabas og cello på pladen.

Om hele processen med at skrive, arrangere og fortolke på ny, siger Kristoffer Munck Mortensen:

“Det var spændende og sjovt at fortolke sine egne sange på ny og give folk mulighed for at høre dem med friske ører også. F.eks. er sangen Mørkt stof gået fra at være et bragende rocknummer til at blive en stille bluesballade. Og P6-hittet Vinterskæbner fra Guldlokzonen er blevet til en folkagtig fingerspilssang. Jeg havde den store Johnny Cash’s akustiske plader og englands sarte geni Nick Drake som pejlemærker undervejs. Og ude i horisonten lurede den brasilianske mester Touquinho. De nye sange har jeg arrangeret sammen med Nils Bo Davidsen og jeg synes, at vi har fundet et udtryk sammen, der er vores eget“

Gennem tiden er det også blevet til 5 Steppeulvsnomineringer og især pladen Lysvågen har markeret sig som en nyklassiker indenfor dansksproget musik og sangskrivning. Sangen Et øje har siden udgivelsen i 2013 været i fast rotation på DR og nu kommer den så i en akustisk udgave.

Solregn er det perfekte soundtrack, til en usikker tid der kalder på refleksion, håb og hensyntagen til hinanden.