Live Music Odense

dybfølt

Fordybelse. At gå i dybden––komme til bunds––dykke ned i noget. Man synes at forbinde dybde med ro, omhu måske ømhed. Sådan kunne man ihvertfald godt beskrive Dybfølt, der med de to dybeste instrumenter i strygerfamilien har skabt sig en unik lyd med et unikt repertoire.

Ligesom celloen og kontrabassen har meget tilfælles, har Kirstine Elise Pedersen og Mathæus Bech det også… De har begge oprindeligt studeret klassisk musik, og de har begge en stor kærlighed til den nordiske folkemusik. Det var i denne at de mødtes første gang, og den spiller en central rolle i deres måde at håndtere musikken på, som både klinger med mesterligheden fra klassisk musik og swinger med vitaliteten fra folkemusikken.

Repertoiret er originalt med inspiration fra både den klassiske musik og den nordiske folketone. En særlig passion for musikken af den ofte oversete og undervurderede komponist Rued Langgaard har også sat sit præg på duoen, der har arbejdet intensivt med at arrangere hans musik ned i dybden.

Dørene åbner kl 18

Cocktailbaren vil holde åbent efter koncerten.