Live Music Odense

Maskinel Terapi af Sandra Boss & Jonas Olesen samt efterfølgende samtale

Lydkunstnerisk hovedværk afslutter første semester i Akademiet for Åben Lytning

Lydkunstnerne Sandra Boss & Jonas Olesen afslutter serien af offentlige koncerter i Akademiet for Åben Lytning med det underholdende, tankevækkende og rørende mesterværk, ’Maskinel Terapi’.

Maskinel Terapi er en lydinstallatorisk performance med telefonsvarerbånd, elektriske muskelstimulatorer og søvnmaskiner.

Musik- og lydforsker Tobias Linnemann Ewé beskriver værket sådan her:

”Fundne lydobjekter afsøges for deres terapeutiske, hypnotiske og musikalske kvaliteter. Maskinerne har tjent deres formål og ligger nu klar til en mediearkæologisk udgravning, hvor de fundne lydobjekter opstår fra de døde med fortællinger fra den anden side. Det var aldrig meningen, at muskelstimulatoren skulle lyttes til som musik. Det ligger ikke i dens design. Men har vi nogensinde spurgt muskelstimulatoren, hvad den selv vil? Er den overhovedet interesseret i menneskets anatomi, eller har den altid godt kunnet tænke sig at spille i et band? Måske kan vi aldrig vide, hvad en maskines funktion virkelig er, før vi spørger maskinen selv?

Rammen for koncerten er en samling gamle telefonsvaremaskiner fundet i et nedlagt garveri på Sydsjælland. Maskinerne indeholdt bånd med efterladte beskeder – alt fra fødselsdagshilsner til opkald fra kommunen.”

Sandra Boss og Jonas Olesen har i en årrække undersøgt aflagte maskiner og forladt teknik for musikalske og lydlige potentialer. Begge kunstnere er nogle af de mest interessante repræsentanter for mediearkæologisk kunst i Danmark.