Live Music Odense

the white album

Trioen Claus Arvad, Frederik Vedersø og Jakob Eilsø, der tilsammen udgør The White Album, har dybe rødder i den fynske muld, og nu – i året for deres 10-årsjubilæum – kommer de hjem til Fyn med en koncert i Magasinet, der bliver lige så særlig for bandet selv som for publikum:

”Det er altid en meget særlig ting at komme hjem og spille i Odense. Det er her vi har trådt vores barnesko, både i musikalsk og egentlig forstand – her det hele startede.

Den her gang glæder vi os helt vildt til at komme tilbage til Magasinet, hvor vi har været før. Det er en utrolig smuk og stemningsfuld sal, midt i et af de smukkeste kvarterer i centrum, og vi glæder os til at fylde den med vores musik, sætte gang i en – ikke alt for voldsom – fest og sprede en masse kærlighed.”– Frederik Vedersø.

Mere end 20 års venskab ligger til grund for den kærlige, underfundige og humoristiske stemning som bandet skaber til deres koncerter. Venskabet fødte for 10 år siden det elskede folkpop band, og I marts 2020 kunne de tre skæggede sangere, guitarister og komponister derfor fejre jubilæum, med både nyt album og en omfattende tourné i både ind- og udland – og naturligvis tilbage hertil, hvor det hele startede: Odense.