Live Music Odense

ZAR PAULO / PRISMA / REVEAL PARTY

En lækker 3-pak-koncert til dig med nogle af dansk musiks mest lovende, nyere artister. Dem du skal høre nu, hvis du skal nå det, mens koncerten stadig emmer af intimitet og du kan komme helt tæt på.

Sæt kryds i kalenderen den 3. oktober! 

Zar Paulo

Zar Paulo er et ungt aarhusiansk band bestående af fem venner, der fandt sammen om en fælles musikalsk vision med afsæt i 70’ernes post-punk, 80’ernes art rock og deres hjembys stolte musiktradition.

Bandet debuterede i 2018 med de to singler ‘Radiotårn’ og ‘Højen’, og i 2019 ramte singlen ‘I Løb’ med roser, airplay og shows til følge. Single-trilogien demonstrerede bandets talent for generations-popsange, der taler ind i de problemstillinger, som bandets jævnaldrende i 20’erne må forholde sig til. Omgivelsernes forventninger, stress, angst og tvivl blotlægges i de skarptskårne skæve kompositioner, der kendetegnes af det sensible sangforedrags gode melodier, en stram rytmesektion og altomsluttende synths, alt sammen i varmt og vedkommende analogt lydende produktioner.

Efter tre markante singler de sidste to år, er det århusianske orkester Zar Paulo nu tilbage med skepsis-hymnen ‘Stop Believing’ – et mangefacetteret stykke popkunst, der appellerer til kroppen med sanselige beats og catchy hooks. Prøv lige at sidde stille i stolen…

Prisma

Den Københavnske søskende-duo Frida og Sirid Møl Kristensen begyndte i 2014 at lave musik sammen på barndomsværelset, hvilket hurtigt formede sig til dreampop-projektet Prisma.

Inspireret af artister som Agnes Obel og First Aid Kid har søstrene ramt en nordisk nerve, der inviterer lytteren ind i et filmisk drømmende univers. På et underlag af vandrende klavertoner og fyldige guitarakkorder, danser søstrenes tostemmige vokaler rundt og ligger sig som tryllestøv over lytteren; ”Vores tekster og vokaler er filmens plot og arrangementet er soundtracket”. 

Søstre-duoens navn er et feminint tvist på ordet prisme, som bl.a. optræder på Pink Floyds cover til ’The Dark Side Of The Moon’. Et billede på søstrenes musikalske skabelsesproces, hvor det er essentielt at spejle sig i hinandens indre musikalske farver og lys; ”Vi vil gerne skabe en musikalsk boble, hvor der er plads til at være nærværende, og hvor omverdenen forsvinder. Live stræber vi også efter at skabe et rum, hvor der er plads til eftertænksomhed.”

Livebesætningen består af Marco Ceglarek (trommer), Martin Simonsen (keys) og August Kjær (bas). Musikken er skabt i samarbejde med produceren Andreas Grønne (Faber, Manila), Birk Storm har co-produceret og mixet (manager, co-writer og producer for Nicklas Sahl) og Brian Mørk Hansen har mastereret (Blaume Blume & Blå Nætter m.fl.).

Reveal Party

Det er gået stærkt siden Reveal Party i Juli måned satte sig selv på landkortet med debutudgivelsen You Stole A Year of My Life der som navnet antyder, er resultatet af en vigtig periode i forsangerinde Emilys liv. Som trans-kvinde oplevede Emily, hvor svært det er at møde omverdenen, når du ikke ligner dit identificerede køn. I 15 måneder måtte hun vente på at få de hormoner, der skulle til, for at hun ikke længere skulle have angstanfald over at miste håret på sit hovede på grund af testosteronen i hendes krop.

Lovprisning fra anmeldere, interview i Go’ Morgen Danmark samt international opmærksom understøtter det faktum at Reveal Party er et af årets mest interessante bands på den danske musikscene.

“You Stole A Year Of My Life” er en konkret historie – det er ventetiden hos Center for Kønsidentitet for at komme på hormoner. Et år fyldt med depression og afmagt, og som i sidste ende resulterede i selvmordsforsøg. Men EP’en er samtidig en lille musikalsk perle der trækker på referencer fra både shoegaze, midwest emo og bedroom-pop genre.

Grundet Covid19 og alle de medfølgende restriktioner, er dette en siddekoncert, med stærkt begrænset kapacitet. Ja, det bliver måske svært at sidde stille – men vi er sikre på at vi kan klare den. Sammen.