Live Music Odense

Kenneth Thordal

Thordal synger personligt om livet og døden med skæv humor og ukuelig optimisme.
En koncert hvor der bliver grinet og grædt, og hele følelsesspektret kommer i spil. Jeg har udgivet ni albummer og lavet en masse musikteater – bl. a. tre forestillinger for Det Kongelige Teater. Albummet “Den tid. Den sorg” fra 2019 kredser om min datter Fionas liv og død som 16-årig – en begivenhed, koncerten tager udgangspunkt i, men bare rolig; jeg runder også mange andre sange fra min skæve sangskat, og der bliver ikke kun grædt men i høj grad også grinet ved mine koncerter.
“Den mand bør blive stjerne nu. Det har både han og du fortjent.”
Henrik Queitsch, Kulturredaktør og forfatter

Kender du ikke Kenneth Thordal så læs her:
I 1980’erne spillede Kenneth Thordal med punkkvartetten An Ultimate Choice og siden med hardrockbandet Stalin Staccato,
der nåede at udgive et enkelt album samt at turnere i Polen, Irland og Tyskland. I 1994 var han en central figur i bandet Nude,
der bl.a. spillede på Rockshow et par år i træk, fik en Grammy og havde radiohittene All We Ever Had og Go For Yourself. Efter næsten ni års udgivelsespause udkom hans første dansksprogede album, 11 salmer fra bunden af havnen, i januar 2003.Det blev fulgt op af Skåret ud i pap, der udkom i april 2005. Dette album blev ved årets udgang nomineret til Årets Album af Foreningen af Danske Musikkritikere, lige som Kenneth Thordal selv fik flere normeringer. Kenneth Thordals tredje dansksprogede album, Alt og ingenting, udkom i februar 2007 og fik ligesom de
foregående album en overvældende positiv modtagelse af pressen. Han har lavet spoken word-optrædener sammen med digteren The Keith.
Ved siden af egne projekter har han bidraget til kollegers plader. Han har co-produceret Klaus Lynggaards solo-debut, På herrens mark.
På cd-udgivelsen Villa Requiem fra 2009 skrev han ud fra Peer Hultbergs roman Requeim sangene til musikteaterstykket af samme navn.Det havde premiere i februar 2009 på Københavns Musikteater Plex.Han har skrevet sange med så forskellige folk som Dicte, Peter Laugesen, Peter Sommer, Dan Turèll (in absentia), Tobias Trier, Johan Olsen, Christian Juncker, Poul Krebs, Carsten Lykke, Oliver Zahle, Dy Plambeck, Line Mørkeby, Mit navn er Keith og mange andre.
Han har undervist i sangskrivning – blandt andet på Det Jyske Musikkonservatorium.Thordal har også oversat musicalerne The Book of Mormon, Hedwig and the Angry Inch, Hair, Evita, Jesus Christ Superstar, Next to Normal, Rockulven og Go Go Beach, og han oversatte desuden fra 1994-2012 en række biograffilm og tv-programmer, blandt andet Rocky Horror Picture Show, Eminems 8 Mile og South Park: Bigger, Longer & Uncut. Han har som filmkomponist skrevet score og kendingsmelodi til DR K-serien: Musikalske legender samt musik til en masse reklamer.
Han har samarbejdet med kunstneren Marco Evaristti om flere forskellige projekter – senest Songs from Death Row med den dødsdømte Gene Hathorn og Mount Rouge, hvor Mont Blancs tinde blev udråbt til en selvstændig stat.
I maj 2007 modtog Thordal Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.
Frankenstein Genskabt blev i 2013 af Statens Kunstfond præmieret for ”bedste musik til musikdramatisk værk i perioden 2010-2013”. Desuden modtog han komponistforeningen DJBFA’s Hæderspris i marts 2010.