Live Music Odense

M. Rexen

Kære Venner!
Jeg håber dette elektroniske brev finder jer og jeres nærmeste i godt humør og højt helbred.

I det sidste halve år af 2019 har jeg arbejdet i Egypten på min nye musikalske projekt. Værkets omdrejningspunkt har været min tid på institutionen Skolen ved Lillesø. På den institution var jeg udsat for massiv fysisk og psykisk vold. Som voksen lever jeg med kompleks posttraumatisk stress som følge af de overgreb. Det betyder, at jeg til dagligt har oplevelser, som kobler mig til traumer, som udløser følelser af skam, stress og kan udløse meget voldsomme reaktioner.

Mit arbejde i Egypten blev fulgt af DR, som var i gang med en ny dokumentarserie om min musik og min tid på institutionen. Jeg troede, jeg ville kunne klare det. Vi skulle fortælle en vigtig historie om, hvad der sker i det danske samfund, når man er anderledes. En historie om ekskludering, systematisk vold og psykisk nedbrydning. Desværre kunne jeg ikke gennemføre processen.

Mens jeg og mit hold af fantastiske fabeldyr indspillede ved Siwa Oasen, skulle jeg sideløbende give interviews om mit livs mareridt. Jeg gør mig altid sårbar for musikkens skyld, men med en journalist, der gravede i historien, mundede det ud i et større mentalt sammenbrud. Derfor kommer I desværre ikke til at se DR’s dokumentar. Den er aflyst. Det samme er den næste turne, som bandet og jeg skulle på i april måned. Men musikken fra Siwa Oasen lever, og den udkommer så snart holdet og jeg er klar igen.

Jeg er nu rejst til mit fødested, hvor min familie har givet mig plads og omsorg og dermed ressourcerne til at begynde et større terapeutisk process for at samle mig igen.

Jeg har lært meget af denne process og regner med at komme tilbage stærkere og bedre end før. Det er vist livets mening. Jeg glæder mig til, at I skal høre det nye musik. Jeg tror, det kommer til at sprænge hjerter og smelte hjerner. Lyden af verdens sandkorn blæser igennem den, Cleopatra’s dekadence ligger i dens storhed, mens poesien har ægte fortællinger om sårbarhed og styrke.

Jeg glæder mig til snart at kunne underholde og berige med musikken igen, med smukke melodier og løssluppen kærlighed. Det er mit livs drøm at spille for jer, så jeg kommer stærkt igen, så snart jeg kan.

Kærligst
M. Rexen

M. Rexen har i løbet af et år etableret sig som en af Danmarks mest interessante nye artister. Med to albumudgivelser har han imponeret og udfordret både anmeldere og lyttere!

Han har på samme år haft tre singler i radiorotation, han er landet på forsiden af iByen og han har indtaget både Hotel Cecil og Vega med kæmpe succes.

M. Rexen og hans band – The Human Shields – kalder deres genre wild style. De leverer live et uforudsigeligt og medrivende show båret af stor musikalitet og kærlighed; kærlighed til musikken, til hinanden og til publikum.

M. Rexen er globetrotter, third culture child og har hjemme alle og ingen steder. Han bygger instrumenter selv og har rejst og levet med trommefolk i Indien og Pakistan.

I København bor han i en mongolsk yurt placeret på Christiania.

Han har for nyligt udgivet sit 3. fuldlængdes album ‘..and they danced’ og koncerten på Dexter er en unik mulighed for at opleve M. Rexen og hans ‘fremragende anarkistiske hippie gospel seance’ (Undertoner) i intime rammer!