Live Music Odense

girls in airports

Siden de fem musikere og komponister i Girls in Airports fandt sammen i 2009 har de konstant søgt at udvide deres lydunivers med nye musikalske inspirationer – på tværs af moderne jazz, global folklore, minimalisme, synthesizer-musik og en atmosfærisk lyd, der har fået anmelderne til at sammenligne bandet med så forskellige navne som Brian Eno, Radiohead, King Crimson, Jon Hassell, Sun Ra og Jan Garbarek. Og med rette! Det er et yderst eklektisk ensemble vi har med at gøre her.

Girls in Airports er en af få unge, danske jazzgrupper, som er lykkes med at slå igennem i udlandet. I Tyskland spiller de konsekvent for fyldte koncertsale nærmest, hvor end de kommer hen. 

Deres musik er tidligere udgivet på det toneangivende britiske label Edition Records, hvor også Dinosaur er signet og, som vi har haft fornøjelsen af at præsentere på Momentum Musik. Ydermere har de turneret i lande, som USA, Kina, Brasilien og i det meste af Europa.

Gruppen tæller fem medlemmer, der foruden denne gruppe jonglerer med forskellige soloprojekter, der bringer kontinuerlig fornyelse til Girls in Airports’ musik. Bandet består af komponist og multiinstrumentalisten Martin Stender på saxofon, den alsidige og eksperimenterende saxofonist/klarinettist Lars Greve, Mathias Holm (Øya) på keyboards, Victor Dybbroe (Travelling Tribes, Quadron) på perkussion og Anders Vestergaard (Boujeloud, Yes Deer m.fl.) på trommer.