Live Music Odense

IDA WENØE & THE SILVER CHORDS SPECIAL GUEST: AZA FALLS + CIRKUS HALVVEJS

Med sit andet soloalbum ‘The Things We Don’t Know Yet’ har den danske folk noir-kunstner Ida Wenøe skabt en samling sange, som fra et dybt personligt udgangspunkt udforsker kærlighedens væsen. Og det er en modnet sangskriver, der har skrevet de ni nye sange. ”This little town girl from Scandinavia”, som hun synger i ”Circus Season”, har oplevet lidt af hvert på landevejen i de fire år der er gået siden debutalbummet ‘Time Of Ghosts’ udkom og blev fulgt op med hundredevis af koncerter over hele Europa og i Nordamerika.

De nye sange er båret af en lyrisk inspiration, der tåler sammenligning med legender som Leonard Cohen, Joni Mitchell og Nick Drake, og samtidig er melodierne enkle og stærke, og stemmen har en indre troværdighed, som man bliver ramt af med det samme. Ida Wenøe har skabt det helt særlige univers med vævende, overjordiske korstemmer, æteriske blokfløjter, 50´er inspirerede elektriske guitarer, underspillede trommer og små skæve lydeffekter. Pladen trækker tydelig inspiration fra så forskellige steder som Neil Young, Sufjan Stevens og Twin Peaks.