Live Music Odense

PLEKTER METAL TOUR

PLEKTER METAL TOUR!

Bered dig på en hæsblæsende aften – 3 eksplosive metal bands fra den danske undergrund er nemlig klar på at vælte dig omkuld til august!
Du kan opleve Arsenic Addict, Deadnate og Death to Seattle!

Bemærk at der er gratis entré på aftenen. (Doors 20:00)
NB.: Koncerterne bliver selvfølgelig afviklet under de forhold som myndighederne har fremsat på det givne tidspunkt.

Arsenic Addict:
Arsenic Addict spiller morderisk dødsmetal med inspiration fra det mørkeste vanvid, der lurer i menneskers sind. Kødfulde riffs inviterer til amok i blodrus og bragende blastbeats eksploderer sarte hjerneskaller, mens ildevarslende melodiske stykker fastholder grebet om halsen og ikke giver slip, før det er for sent. De grufulde fortællinger om lemlæstelse og lig i forrådnelse leveret i aggressiv growl fuldender soundtracket til dit næste drab.
Arsenic Addict er et solidt live-band, der har gjort nætterne utrygge rundt om i landet, bl.a. til Wacken Metal Battle 2019, Understrøm, Skrækfest og CC Hegn. Sidste år udkom debutalbummet ’Deviant Perception of Death’ med Lasse Ballades klamme hænder på knapperne, og flere uhyrligheder er på vej.

Links: https://www.facebook.com/ArsenicAddict/

Deadnate:
DEADNATE er et helt ungt og hårdtslående firkløver på den danske metalscene. Bandet er blevet aktuelt med deres første udgivelse ‘Concrete Flood’ fra november 2018. ‘Conrete Flood’ har modtaget meget ros fra toneangivende medier som Devilution og Heavymetal.dk.
DEADNATEs lyd er bombastisk, progressiv og indeholder mange skæve og u forventelige elementer, der hele tiden overrasker og fastholder lytteren.
Det er gået stærkt for det unge band siden deres udgivelse, de har allerede formået at spille på UHØRT festival og har spillet med nogle af de største bands på den danske metalscene såsom BAEST, MØL og Bersærk. Og er blevet udråbt til ‘Årets danske håb 2018’ af Heavymetal.dk.

Links: https://www.facebook.com/Deadnate/

Death to Seattle:
Death to Seattle er tre barndomsvenner fra det mørke-gule Vestjylland. Musikken er et genskær af deres teenageår i provinsen, hvor den konstante kedsomhed og evige udlængsel kun blev holdt i skak af punk-rock, cigaretter og drengestreger. Death to Seattle portrætterer livet som ung i ”den rådne banan” og beskriver livet i den visionsløse del af middelklassen – de, der har alt og ingenting vil! Tilværelsen her er ikke præget af store politiske budskaber eller eksistentiel indsigt; det er sange om kedsomhed og banal livsførelse.
Denne lettere ”apatiske” livsanskuelse står dog i skærende kontrast til musikken, som er hidsig og energisk! Sangene er korte energiudbrud, hvor melodi møder kaos og aggressivitet. Til trods for bandets korte levetid (2016), har bandet allerede fået skabt sig et ry som en live-eksplosion af vildskab, vrede og smadrede instrumenter – alt sammen leveret med et glimt i øjet!

Links: https://www.facebook.com/deathtoseattle/