Live Music Odense

RING THEM BELLS + ROXY JULES

De københavnske støjrockere Ring Them Bells er tilbage!

– og nu med et mere groovy, flabet og fængende udtryk end før.

Det er start-90’ernes britiske rockscene dyppet i et skud 60’er psychedelica. Det er Primal Scream, Ride og My Bloody Valentine, der møder Rolling Stones, The Stooges og The Byrds. Bandets sprængfarlige rock n roll energi er intakt, men de fire bandmedlemmer lader nu stærke omkvæd og hooks trænge tydeligere igennem den massive lydmur.

Både på plade og live er Ring Them Bells’ energi direkte eksplosiv. En stor del af fascinationskraften ved at være til bandets koncerter er, at noget magisk og farligt opstår, når det hele virker til at være lige ved at falde fra hinanden på scenen. På den nye single er energien fokuseret i et kort, stramt komponeret nummer, hvor vokalharmonier væver sig ind over hinanden hen over et gyngende beat – med indisk percussion, psykedelisk 60’er pop-lyd og eksplosive omkvæd med guitarstøj.

“Støjen er ikke blevet tæmmet, men den er blevet mere stram og fokuseret, så sangene træder tydeligere frem”, fortæller forsanger Johannes Nidam om det nye materiale. “Der har altid været en del kaos i vores lyd, men jeg tror, at vi udnytter den der kaotiske energi

-mere effektivt med vores nye sange, som – til vores egen store overraskelse – rent faktisk er spækket med hooks. Det er pludselig støjrock, du på en eller anden underlig måde kan danse til.”

Roxy Jules er støvet, insisterende og beskidt, men samtidig også smukt, skrøbeligt og porøst!

Sangene er bygget op omkring elektroniske beats, længselsfulde keys, enerverende støj, distortede guitarer og Julie Runa’s indtagende vokal og tekster. Hun er blevet beskrevet som en slags kærlighedsbarn af The Kills-forsanger Alison Mosshart og PJ Harvey. Der leges hele tiden med at lade modsætninger kollidere. Nok fordi det er sådan, Julie Runa oplever sig selv og sit eget liv. Fyldt af kontraster, hvor hun den ene dag drømmer om mere ro, og dagen efter jagter vildskab og kaos i en rus af rastløshed. I sidste ende erkender hun, at hun værdsætter begge dele lige højt og altid vil føle sig splittet mellem de to. Men derudover synes Runa også, at der opstår noget musikalsk set virkelig interessant, når man ikke er bange for at blande modsatrettede elementer. Med sig denne aften har hun seje Manoj Ramdas på guitar.