Live Music Odense

Harald Grosskopf (DE)

Harald Grosskopf er en legendarisk og kriminelt underkendt musiker, som havde sin storhedstid i 1970’erne, hvor han spillede på en lang række essentielle krautrockudgivelser. Således lagde han sin særegne trommestil ned på plader som fx Wallensteins Blitzkrieg, Walter Wegmüllers mamotværk Tarot, Cosmic Jokers eponyme album og Galactic Supermarket, Ash Ra Tempels Starring Rosi samt en række af albummer med Klaus Schulze. Ydermere var han den første trommeslager i verden (i hvert fald, hvad vi ved af) der inden for elektronisk musik begyndte at indarbejde sequencers. I 1980 udgave Grosskopf soloalbummet ”Synthesist”, som har haft kolossal indvirkning på i særdeleshed Techno og House, men også på elektronisk musik i det hele taget. Albummet er aldrig nået ud i de bredere kredse, men det er absolut et af de vigtigste og vægtigste elektroniske albummer, der kom ud af Krautrocken og et af de mest definerende albummer i relation til elektronisk musik i det hele taget. Det kan ikke understreges nok, hvor essentielt dette album er. Derfor; tune ørene ind på dette album!

I 2017 dannede Grosskopf projektet KRAUTWERK sammen med Eberhard Kraneman, som bl.a. var medlem af Kraftwerk i perioden 1970-71. De har udgivet et enkelt album på pladeselskabet Bureau B.

Grosskopf har spillet på et hav af plader. Her har vi lavet en udvalgt diskografi af nogle af de største plader han spillede med på i Krautrockens barn- og ungdom.