Live Music Odense

ipek yolu

En kalejdoskopisk og twangy blanding af musik fra alle verdenshjørner.

Ipek Yolu er det tyrkiske navn for Silkevejen, som forbandt Østen og Vesten. Dette band handler ikke med silke, men de forbinder smage, lugte og lyde fra forskellige verdenshjørner. Bandet sammenblander bastung, electro-farvet cumbia-grooves, saz-riffs og surfguitar til et multikulturelt festfyrværkeri af sydamerikanske rytmer, anatolsk folkemusik og 60’er-drejet psykedelisk rock. Et mageløst lydunivers, som bygger bro fra de tropiske jungler til de støvede ørkener, i en kalejdoskopisk blanding. Ipek Yolu har musikere fra bands som Hudna, Junglelyd og AddisAbabaBand. Hvis du kender til nogle af disse bands, så ved du, at du kan se frem til et kropsrystende gilde, præget af musikalske nysgerrighed og improvisation. Bandet har på deres forholdsvis korte levetid allerede gjort sig bemærket på den danske musikscene med koncerter på spillesteder og festivaler i det meste af Danmark.