Live Music Odense

ise in-store koncert

I anledning af Annelouise udgiver en vinyl EP kommer hun forbi RecordPusher og spiller nogle sange for jer.

Ise laver musik med et instrument i den ene hånd og sine finurlige og lyriske fortællinger i den anden. Med den håndspillede pop-melodiske EP ”Født på kanten” er sangerinden og sangskriveren stærkt tilbage.

Inspireret af vores kulturs store fortællere som Michael Strunge og Anne Linnet har Ise skabt et album med en varm, eftertænksom tone i musik og tekst, der bærer én fra isolerede dage med vinter-blæst og ensomme vinde i de yderste afkroge af det danske land, helt ind i spørgsmålet om at høre til.
Vi mødte Ise, med det borgerlige navn Annelouise Adolph, allerførste gang i 2011, hvor hun var snublende tæt på at vinde X Factor. Også Niels Hausgaard fornemmede her hendes talent, og håndplukkede hende til at være den ene af de tre unge sangskrivere, han præsenterede på sin torsdagskoncert under Tønder Festival samme år. Det var noget, der i den grad fyrede op under Ises lyst til at skrive endnu flere sange. I 2013 fulgte releasen af det anmelderoste solodebutalbum ”Kø på Himalaya”, og i 2017 albummet ”Giv tid” med folkrockbandet Lindring, som Ise var en del af.

”Annelouises lavmælte vokal er pragtfuld i al sin underspillede styrke og melodier og tekster på Kø på Himalaya bærer præg af samme begavede og kølige modenhed. Der er noget stramt 80’er over debutalbummet, der minder om tv2 på album som ”Nutidens unge” og ”Rigtige mænd”, og som en anden Steffen Brandt får Annelouise sat venlige præcise ord på tidens tern” (Louise Puck Hansen, Femina)

”Der er ikke tale om en sværvægter, der sparker døren ind og brøler: ”Her kommer jeg!”. Giv Lindring tid, og du får serveret danmarkshistoriens vingesus på bevægende, svævende vis” (Morten Madsen, Undertoner.dk)

Dette arrangement er en del af Recordpusher’s Black Friday.