Live Music Odense

paul potts (UK)

Der er garanti for en skøn og forrygende julekoncertoplevelse, når den verdensberømte Paul Potts med pianist besøger Magasinet og endnu engang folder repertoiret ud på dansk grund.

Det er 4. gang Danmark får glæde af Paul Potts’ smukke stemme, når han i november og december tager på tour, og som tidligere har han den dygtige danske sangerinde Kirstine Bonde med sig som gæstesolist.

Publikum kan se frem til en varm og underholdende aften, hvor man kan svømme hen til engelske og danske juleklassikere og nyde duetter med de to solister.

Ingen havde nok forventet at få benene slået så meget væk under sig, da Paul Potts i 2007 stillede sig op i talentkonkurrencen ”Britain’s got Talent” og sang den smukke arie Nessun Dorma fra Puccinis opera Turandot.
Den tidligere telefonsælger vandt som bekendt konkurrencen og udsendte kort efter sit debutalbum, der stormede op af hitlisterne og solgte ikke mindre end 3,5 millioner eksemplarer. Og i dag har den fantastiske sanger opnået stjernestatus.

Dansk gæstesolist:
Ligesom Paul Potts er Kristine Bonde et kæmpe musikalsk talent. Kirstine er klassisk sanger, men har bevæget sig inden for mange forskellige genrer. Hun har medvirket i en række store forestillinger såsom West Side Story, Evita, Flagermusen, Cosi fan tutte og Farinelli og i 2018 udgav hun sit debutalbum, hvor hun fortolker store pop- og rockhits med sin smukke og karakteristiske stemme.