Live Music Odense

Humleridderne / MC Einar / Ung DMC

Velkommen til en god omgang hiphop-nostalgi med Humleridderne + MC Einar og Ung DMC.

Humleridderne blev dannet i 1987 i Tårnby på Amager og bestod af Dan Holmfjord, Jimmi Sommer og Daniel Herfort-Bruun. Gruppen fik især succes i midt-halvfemserne i kølvandet på den bølge af dansk rapmusik som bl.a. MC Einar, Rockers By Choice og Østkyst Hustlers havde stået i spidsen for, og deres første album var da også delvist produceret af Chief 1 fra RBC. Humleridderne blev hurtigt en af Danmarks mest succesrige rapgrupper og fik tilmed prisen som ”Årets nye danske navn” ved Danish Music Awards i 1997 for deres første album ’Jeg Gi’r En Omgang Hvis Du Gi’r To!!’, som bl.a. indeholdt hittet ’Malerhjerne’. Det solgte næsten 100.000 eksemplarer.

MC Einar fik sit store gennembrud som frontfigur i gruppen af samme navn i 1988, hvor de udgav debutalbummet “Den Nye Stil”. Det var det første danske rapalbum og bød på hits som “En af den slags dage”, titelnummeret og “Provokerer, onanerer”. I julen samme år udsendte de julesangen “Jul, det’ cool”, som er blevet en klassiker inden for danske julesange. Ifølge sangskriverorganisationen Koda var sangen i perioden 2008-2012 den mest spillede julesang i radioen.

Sidste år kunne ”Den Nye Stil” fejre 30 års jubilæum og Einar, DJ Jan og Jesper Vildmand er i den grad klar på at besøge Magasinet og Odense med masser af hits og stemningen fra dengang!

Koncerten præsenteres af Kulturmaskinen og DanceLikaMonkey.