Live Music Odense

Binær

Forsalg: 80,- kr. (ekskl. gebyr)
Dør: 100,- kr.
Dørene åbner kl. 20.00

LIVE: Binær

Binær består af to enheder.
Snakker vi de elektriske kredsløbs talsystem kaldes enhederne 1 og 0. Snakker vi dansk rap går de under navnene Trepac og Mund de Carlo.

Binær er et makkerskab mellem to af landets teknisk og lyrisk dygtigste rappere, og er samtidigt et samarbejde mellem to selvgjorte hiphop-labels i mulden, Echo Out og Struglaz. Dobbelt op på alt det gode.

I 2016 udgav Binær albummet “Umage”, der lokkede lapperne op og nakkesveden frem landet over på en omfattende tour, der til slut brændte igennem på et udsolgt Lille Vega. I efteråret 2019 – knap tre år senere – er duoen klar med en opfølger til den anmelderroste debut, og har ligesom på den første plade produceren Xeren som musikalsk ankermand.

I november 2019 spiller Binær således sine første koncerter i mere end to år, når en håndfuld af landets spillesteder lægger rammer og mikrofoner til en tour udover det sædvanlige. Vi har at gøre med to af de absolut bedste live rappere herhjemme, så det bliver med garanti en varm aften, og mon ikke også det bliver med endnu en kompromisløs skæring med solidt gods i på repertoiret.

Support: LADJ & UNG DMC
En dynamisk duo fra Fyns undergrund. Kendt for at rocke shows med massere af energi, en unik crowd appel og en kompromisløs old school lyd der tager dig direkte tilbage til slut 80’erne / start 90’erne ofte i ledtog med deres BBoy crew Specific Kidz.
De dyrker Hip Hop kulturen fuldt ud og henter deres inspiration fra kulturens forfædre (Kool Herc, Grandmaster Flash, RUN DMC, LL COOL J osv)
Deres første LP “Ungdrengmælk” blev allerede udsolgt få timer efter udgivelsen, men der er dog stadig få eksemplarer tilgængelige af pladens 2. oplag

De repræsentere deres eget label Crackhouse og er snart aktuelle med en ny single som kommer til at blive første udspil fra deres kommende album som bærer arbejdstitlen: “Ingen MCer”

Tjek dem ud her: https://www.mixcloud.com/notoriousladj/

Arrangementet og Kansas City er støttet af:
By- og Kulturforvaltningen, Odense Kommune