Live Music Odense

BASSEKOU KOUYATÉ (ML)/LAKHA KHAN (IN)

Malesiske Bassekou Kouyaté har slået sit navn fast som en af de mest nyskabende og visionære afrikanske musikere i nyere tid!

Han har revolutioneret lyden af strengeinstrumentet ngoni – en fjern forfader til guitaren – og med inspirationer fra rock og blues ført den oprindelige tradition ind i moderne rammer. Med sit formidable band Ngoni Ba har Kouyaté turneret over hele verden og spillet et væld af koncerter, bl.a. på Roskilde Festival, Glastonbury Festival og i New Yorks Central Park. Bassekou Kouyaté & Ngoni Ba har desuden spillet flere anmelderroste koncerter på Global. I anledning af deres nye album “Miri” (Outhere Records, 2019), lægger de endnu en gang vejen forbi Nørre Allé 7.

Bassekou Kouyaté er født i 1966 ved Nigerfloden i det sydlige Mali og nedstammer fra en højt respekteret griot-familie. Han gav sit instrument en helt ny rolle, da han som teenager fandt på at spænde en rem i sin ngoni og spille på den, som var det en guitar. Siden har Kouyaté bl.a. samarbejdet med stjerner som ørkenblues-mesteren Ali Farka Touré og den amerikanske bluesmusiker Taj Mahal. Han har i de senere år været en af hovedkræfterne i det succesfulde projekt Afrocubism, ligesom han har turneret med Damon Albarns Africa Express, hvor han har delt scenen med navne som Paul McCartney og John Paul Jones.

Den indiske sanger og musiker Lakha Khan er muligvis den vigtigste repræsentant for strengeinstrumentet sindhi sarangi!

Han blev født i en landsby i delstaten Rajasthan i en familie af traditionelle musikere fra Manganiyar-samfundet og fik fra en tidlig alder undervisning i denne tradition af sin far og sin onkel. Hans første offentlige optrædener var i slutningen af tresserne under vejledning af den højt respekterede historiker og musiketnolog Komal Kothari. I dag er Khan en af de sidste nulevende manganiyar-musikere, som mestrer dette komplekse instrument og viderefører den århundredgamle tradition for rajasthani folke- og sufi-musik.

Lakha Khan er ikke blot en levende legende på sindhi sarangi’en, men også en virtuos sanger, der mestrer en række af Indiens forskellige sprog og dialekter. Musikalsk bygger han bro mellem folkemusik og klassisk musik, hvorom han selv udtaler: “klassiske musikere forbliver altid i kontrol, mens vi, der er selvlærte, tager friheder. Til tider stemmer vi ikke, men til tider opdager vi noget nyt samtidig.”

Udover utallige koncerter i Rajasthan og resten af Indien har Lakha Khan turneret i både USA, Europa og Japan. Albummet At Home, der udkom i 2012 på Amarrass Records, blev fremragende modtaget af anmelderne og bragte for alvor musikken ud til det internationale publikum. Det britiske musikmagasin Songlines kaldte pladen “a real treasure”, mens Chicago Reader beskrev den som “et fantastisk sæt af feltoptagelser”. Sidenhen har Khan blandt andet turneret to gange fra kyst til kyst i USA og hans seneste udgivelse Live in Nashville er en optagelse fra den første turne i 2013. Denne plade indeholder både populære folkesange, sufi kalaams, kabir bhajans og klassiske ragaer.

Khan turnerer med sin søn Dane Khan, der spiller på den traditionelle indiske håndtromme dholak.