Live Music Odense

AIDT/NØRLUND

Det er et kunstnerisk makkerpar helt i særklasse, der tilbage i februar udsendte det anmelderroste album ’Housewarming’. Hun er en Danmarks mest respekterede, anerkendte og roste forfattere, der blandt en række priser har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris, og hvis seneste bog i eget navn nu er ude i 11. oplag. Han er en af landets mest produktive og anerkendte sangskrivere, og har en lang række udgivelser bag sig, både som producer og i eget navn.

På albummet ’Housewarming’ er det, ikke overraskende, Naja Marie Aidt der har skrevet teksterne, mens Nikolaj Nørlund står bag musikken.

Aidt fortæller om arbejdet med teksterne: ”Det var Nikolajs housewarming, der satte gang i inspirationen. Det blev titlen på den første sang, jeg skrev til albummet. Vi ville egentlig lave en EP. Men så tog det fart, og Nikolaj spurgte, om vi ikke skulle lave et helt album sammen i stedet. Efterhånden opstår der jo en stemning i materialet, som gør det muligt at holde en stil. At finde en tone, et univers. Der er også noget tilfældighed i det, ingen kunne jo vide, om vi overhovedet kunne skabe noget godt sammen.  Men jeg havde af en eller anden grund nemt ved det. Så timing er også vigtig, at det skete lige på dette tidspunkt i vores liv.”

Det er dog ikke første gang de to kunstnere arbejder sammen. Allerede i 1998 skabte de sammen med komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen forestillingen Blæs på Odysseus i anledning af Thorvaldsens Museums 150 års jubilæum. Da H.C. Andersen i 2005 blev hyldet stort, var Aidt og Nørlund hovedarkitekterne bag albummet Andersens drømme. Her fandt Aidt de digtere, der deltog, mens Nørlund producerede musikken, og de to i øvrigt skrev et par sange sammen til albummet. Desuden findes tekster af Aidt på Nørlund-pladerne The Trouble with Rhonda Harris (2001), Tændstik (2003) og Det naturlige (2014).