Live Music Odense

Jacob Faurholt Instore Koncert / Album Release

Jacob Faurholt er en af Danmarks mest produktive sangskrivere med mere end 10 albums i bagagen, både solo og med sit mere eksperimenterende projekt Crystal Shipsss. Faurholt har igennem årene også været særdeles aktiv på live-fronten, og har blandt andet turneret den amerikanske vestkyst, samt lande som Frankrig, Tyskland og Portugal. Han foretrækker dog at være hjemme hos sin familie og skrive på ny musik.

Ved siden af musikken arbejder Faurholt som folkeskole-lærer, og er desuden stor horrorfilm-entusiast.

Shake Off the Fear er Faurholt’s 8. soloalbum, opfølgeren til 2017’s A Lake of Distortion, som debuterede på en 2. plads på Danmarks officielle vinyl-hitliste. Shake Off the Fear blev optaget over to weekender i marts måned, i et charmerende “skurvogns-studie”, med lokale musikere fra Aarhus. Producer-rollen blev udfyldt af Victor Kim fra det jazzede noise-orkester Narcosatanicos. Efterfølgende blev albummet mixet af “the Timbaland of southern Ontario alt-country” (Now Magazine),

den canadiske producer Andy Magoffin, som Faurholt kontaktede, grundet hans fascination for Magoffins arbejde på plader med the Great Lake Swimmers og den canadiske country-sangskriver Richard Laviolette. Faurholt’s tidligere udgivelser har primært været lo-fi hjemmeoptagelser, og denne nye tilgang kan høres på pladens, i højere grad, dynamiske, organiske og producerede lyd.

De ni sange på Shake Off the Fear omhandler velkendte temaer fra Faurholt’s bagkatalog. Det er sange om livet, kærligheden, og den ængstelse som kan følge med. Altid med en umiddelbar og personlig tilgang, og med nik til forbilleder som Daniel Johnston, Conor Oberst, og Sparklehorse’s Mark Linkous. Åbneren “Stargazing” kombinerer mentale billeder fra en ferie i Spanien med angsten for at flyve, samt angsten for at miste sin forstand og sine kæreste. Sangen “The Burning Ship” berører tabet af en barndomsven til flammerne på færgen Scandinavian Star i 1990. Det er samtidig en sang som hylder livet og erkender dets skrøbelighed.
Shake Off the Fear udkommer limited splatter og farvet vinyl (100 stk. af hver) via Faurholt’s eget label Raw Onion Records.