Live Music Odense

MATHIAS HEISES QUADRILLION

Forrygende fusion, funk, rock og jazz! Det hele! Sådan skrev Gaffas anmelder Ivan Rod blandt andet i sin anmeldelse af Mathias Heise Quadrillion og deres seneste album ‘Decadence’, der udkom i 2017.

Udover at mestre den svære kromatiske mundharpe er 24-årige Mathias Heise en eminent dygtig komponist og pianist, og han omgiver sig med et yderst kompetent og voldswingende fusionshold i bandet Mathias Heise Quadrillion, der består af jævnaldrende og lige så talentfulde musikere:

Mads Christiansen (guitar), David Vang (bas), Aksel Stadel Borum (trommer) samt Mathias selv på kromatisk mundharpe og keyboards.

Mathias Heise Quadrillion har spillet sammen siden 2012 og har siden formået at skabe et anderledes, unikt og meget personligt nutidigt udtryk, der appellerer til både unge crossover fans og hardcore jazz-fusion nørder.

Iørefaldende kompositioner tilført jazzens harmonier og improvisation kombineres med rockens og funkmusikkens hårdtslående, primale rytmer og fusionerer i et sprudlende, farverigt og euforisk udtryk med elegancen og det sofistikerede som omdrejningspunkt.

Mathias Heise Quadrillions indlysende talent og overbevisende performance har – deres unge alder til trods – allerede gjort dem til et efterspurgt navn i udlandet, hvor de bl.a. har spillet på store festivaler i Kina, Hong Kong, Malaysia, Egypten, Marokko og Tjekkiet.