Live Music Odense

Wombattles + Rudbæk #Spoken19

Spoken19 har igen i år fornøjelsen af at invitere til en aften med verbale øretæver i bedste MC’s Fight Night-stil. WomBattles er en dansksproget freestyle rapkonkurrence med plads til otte deltagere, men kun én vinder.

Wombattles sætter rammerne for en festlig aften med konkurrencen, hvor otte freestylerappere skal konkurrere om at levere den vildeste freestyle rap og smide de ondeste rim gennem syv hæsblæsende runder. Det er publikum, der bestemmer hvem, som klarer sig bedst og hvem, der i sidste ende freestyler sig ind på en førsteplads. Vi skal opsluges af deres rytme, improviserende rim, underholdning af publikum og af, hvordan deltagerne med et glimt i øjet og et smil på læben, kan trashe hinanden uden at miste flowet.

Rapperen Rudbæk er vært. Hans fulde navn er Rasmus Rudbæk, han er en odenseansk rapper, som lige nu arbejder på at færdiggøre sin debut-EP. Rudbæk har medvirket på udgivelser fra blandt andet Lyvalot og Rockers By Choice-legenden Isbjerg. Med et kunstnerisk virke gennem seks år og over 100 koncerter i bagagen, er Rudbæk absolut en garvet herre i det danske – og i særdeleshed det fynske – hiphopmiljø. Han er desuden medejer af pladeselskabet Rå Records.

Aftenen arrangeres i samarbejde med WomBattles og Rudbæk.