Live Music Odense

Nikolaj Nørlund + Housewarming Trio #Spoken19

Spoken19 inviterer til koncert med Nikolaj Nørlund & Housewarming Trio, der vil præsentere albummet ‘Housewarming’, som er resultatet af et spændende musikalsk-poetisk samarbejde mellem Nørlund og forfatteren Naja Marie Aidt.

Nikolaj Nørlund startede sin solokarriere tilbage i 1996 med udgivelsen “Navnløs” med hvilken, han fortolkede digte af Michael Strunge. Året efter udgav han musik til sine egne tekster med den overordnede titel “Nye Optagelser”, hvilket blev hans debut som dansksproget sangskriver. Siden har Nørlund høstet adskillige priser, herunder Danish Music Award for Årets producer, udgivet et hav af soloalbums og EP’er og naturligvis optrådt med egne produktioner, såvel som i samarbejde med bl.a. orkestre og bands. Nu er han aktuel i et kunstnerisk samarbejde med forfatter Naja Marie Aidt (der i 2017 udkom med den anmelderroste roman “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” om det tragiske tab af sin søn).

Nørlund og Aidts fælles projekt begyndte efter sigende, efter Nørlund havde inviteret Aidt til sin housewarming i København, men hun kunne desværre ikke deltage. Det endte dog med en række e-mail-udvekslinger, under emnefeltet housewarming. Det nye album er resultatet af denne korrespondance, som fandt sted mellem de to kunstnere, på tværs af Atlanten; Aidt bosiddende i New York og Nørlund i København. Teksterne tager hånd om det tunge såvel som det mere lette i livet. Fælles for temaerne er nemlig det, der rammer os gennem livet og alt det, vi må leve med, herunder tab, kærlighed og sanseindtryk.

På Studenterhus Odense får du mulighed for at høre sangene fra albummet, når Nikolaj Nørlund + Housewarming Trio gæster Spoken19.

Præsenteres af Spoken19 i samarbejde med HCA Festivals og Studenterhus Odense, med støtte fra Statens Kunstfond og Odense Musikudvalg.

Entré:
Forsalg: 125 kr.
Dørsalg: 150 kr.
Student: 90 kr.