Live Music Odense

Elevatorfører + Vilde Græs

I 2019 fejrer det danske syrerockband Elevatorfører 10-årsjubilæum. Det gør de ved at tage på forårstour med deres femte album ’Jeg er kommet for at slå tiden ihjel’. På den nye plade har bandet udfordret sig selv mere end nogensinde før og skabt en række elegant orkestrerede numre, hvor den oprindelige inspiration fra syrerocken får endnu et ryk på skalaen mod det smukt atmosfæriske. Musikken har antaget en mørkere tone, samtidig med at det otte mand store band-kollektiv stadig holder fanen højt for den gode melodi og det flippede udtryk.

Elevatorførers særlige aftapning af psych-rocken balancerer veloplagt mellem den vilde jambaserede rockmusik fra 60’erne og 70’erne og de kvaliteter man forbinder med mere pop-orienterede sange. I denne syrede cocktail forener de sing along-kvaliteter med en mere frit flydende og skramlet sound.

Teksterne lever deres eget boblende liv i Elevatorfører og de synges på dansk. Udspændt mellem den messende hymne og det desperate opråb inviteres lytteren ind i en verden befolket af mærkværdige skæbner og mindeværdige stemninger.

Bandet har opbygget et gedigent ry som en utrolig medrivende live-oplevelse, hvor publikum i rigeligt mål får serveret ren spilleglæde, humor og begejstret energi. Her handler det om at gøre musikken levende og give plads til både at grine og blive rørt.

Elevatorfører anno 2019 vil have dig med ind i deres helt eget trippede og medrivende univers – så kom indenfor!

”Vi fik ni numre på tre kvarter, og det var både velspillet, melodisk og stærkt underholdende. Der er ingen tvivl om, at Elevatorfører nærer stor kærlighed til den psykedeliske genre, samtidig med at de også godt kan gøre lidt venskabeligt grin med den. Det skader ikke at blive mindet om sine rødder fra tid til anden, heller ikke selvom de kommer fra en euforiserende plante. Fire store sug af jointen til Elevatorfører.”

Foto: Anne Green Munk

Vilde Græs:

Med Vilde Græs har Morten Aron Larsen fra Spids Nøgenhat samlet et nyt elektrisk band. Musikken er folk- rock og alternativ country med danske tekster. Tilsat ’ud på landet’- tilbagelænethed, lidt punk og støvet ørkenblues med psykedeliske elementer. En skramlet og blandet affære, hvor musikken vokser, som den vil. Lige som vildt græs.

Vilde Græs har en forkærlighed for 60’erne og 70’ernes amerikanske West Coast rock. Bands som Byrds, Flying Burrito Brothers, Grateful Dead, Quicksilver Messenger Service og sangskrivere som Neil Young, Gene Clark og Bob Dylan er de umiddelbare referencer.

Vilde Græs startede i oktober 2016. Alle medlemmer i bandet har været aktive i det alternative undergrunds musikmiljø i mange år. Bandet tæller medlemmer fra Spids Nøgenhat, On Trial, Quiet Spring, Polyfeen, Kolos, æmæx, Peril Dance, Aron & the Black Beacon Orkestra, Kama Loka – og et hav af obskure og mere kortvarige konstellationer.