Live Music Odense

gurli octavia

En af Danmarks spirende stjerner på den nye, nordiske musikscene er aarhusianske Gurli Octavia, der har høstet store anmelderroser for sine koncerter og ikke mindst de to EP’er hun udgav i 2017.

Gurli Octavia har markeret sig som en overbevisende sangskriver og ikke mindst besidder hun en stemme, der i den grad er svær at ryste af sig, når først man én gang er blevet bjergtaget af hendes inderlige, til tider skrøbelige vokal, der også rummer en urkraftig storladenhed. Hendes koncerter indeholder alt fra vilde sange, der næsten bruser over af eufori til spinkle, florlette sange, der får nakkehårene til at rejse sig. Tekstuniverset er eventyrligt, legesygt og kredser om emner, der spænder fra liv og død til kærlighed og retfærdighed.

Gurli Octavia udgav i 2017 to EP’er, Philophobia og Lunacy. Sidstnævnte blev selvfølgelig udgivet på en dag med fuldmåne. Snart er hun klar med sin tredje EP. Singlen ‘Winter Arrived’ har allerede streamet over 500.000 gange på Spotify. P6 lyttere vil kende singlen ”You Lay Low”, som har været i flittig rotation på kanalen. Senest har Gurli Octavia delt den succesfulde single “Clone”.