Live Music Odense

Madrugada (NO)

Norsk kult-band gendannet efter års pause…

Genforeningen af Madrugada har været håbet på af mange. Og nu er den her! Det norske verdensband markerer 20-året for udgivelsen af debuten, ’Industrial Silence’, med en omfattende europaturne som begynder i Oslo og har hele tre stop i Danmark, herunder Musikhuset Posten.

Der vil være fokus på sangene fra ’Industrial Silence’, der udkom helt tilbage i 1999. Pladen var et resultat af et tilbud bandet fik fra Virgin Records, og kontrakten blev efter sigende underskrevet på en kølerhjelm foran den norske børs – en begivenhed der har fået mytisk status i den nationale musikhistorie. Orkestret fik hermed fuld frihed til at realisere visionen, og året efter, da skiven udkom, gik den nr. 1 i hjemlandet og fejede herefter hen over Europa. Den har siden opnået klassiker-status blandt mange musikelskere.

Igennem de næste 10 år udgav Madrugada yderligere 4 album. Deres sidste og selvbetitlede var påbegyndt inden at guitaristen Robert Burås døde i 2007. Pladen udkom i 2008. Siden har der været stille omkring et af de vigtigste band i norsk rockmusik, og når de igen rammer de europæiske scener bliver det med alle 3 tilbageværende, originale medlemmer.
https://www.youtube.com/watch?v=LE9AuZ35_AY